Til det kvalitetsbevidste menneske, æstetikeren, livsnyderen. Vi inviterer dig og din nærmeste ud på en helt særlig fremvisning: Denne herskabelige sag er sådan én, man forelsker sig i.
I skal med til Strandgade. Her kommer I til at bo i hjertet af Christianshavn med de vuggende både ved Overgaden Neden Vandet lige om hjørnet, og I bliver naboer til den unikke atmosfære på Sankt Annæ Gade og Wildersgade, hvor I kan tage kaffen og frokosten – snart som stamgæster. På solrige dage kan I spadsere mod Broens Gadekøkken og videre ind mod Nyhavn og resten af Indre By, mens Operaen, Refshaleøen og nogle af landets bedste restauranter frister videre op nordpå. I kan cykle til alt og gå til det vigtigste; det være sig takeaway som spændende forretninger, et godt glas vin og selvfølgelig metroen.
Ejendommen, også kaldet Cort Adelers Gård, har stået her siden den mest blomstrende handelsperiode i Københavns historie – i den første halvdel af 1600-tallet. Den bevaringsværdige ejendom har kittede sprossevinduer og et smukt relief på toppen; en kunstnerisk kvalitet, som går igen indenfor i lejligheden. Her har boet flere grever, baroner og sågar en berømt søhelt.
Føl jer hjemme på første sal, hvor det luksuriøse hjem folder sine 128 kvadratmeter ud med håndværksmæssig snilde overalt. Der er meget højt til loftet, og fyldningspaneler sniger sig op ad væggene mod stukken – herskabeligheden er til at tage og føle på. Lejligheden ligger helt stille inde i en gård, hvilket giver en sjælden ro midt i byen.
Entréen, som kommer med en lille bænk fra Snedkeriet KBH, åbner videre ind til lejlighedens første stue. Herfra har I adgang til et værelse, som I også kan indrette som endnu en stue alt efter jeres præference, og videre på jeres opdagelse finder I spisestuen, snedkerkøkkenet fra Handcrafted og værelsesafdelingen. Sidstnævnte består af et soveværelse med en indbygget skabsvæg fra Snedkeriet KBH, et stilrent brusebadeværelse og et walk-through med bryggersfaciliteter.
Luksussen går hånd i hånd med en praktisk indretning. Det er snedkerkøkkenet fra Handcrafted et lysende eksempel på. Hvem af jer er kokken, og hvem skal stå og kigge på op ad de massive fronter, mens den anden står ved kogenichen og tryller? Det er et køkken med finesse, ja, det er hele lejligheden sådan set med de gamle, flotte døre og smukke håndtag, med det fine relief på det første værelse og med hele den historiske aura, der endnu gemmer sig i væggene, i gulvene og i luften.
Må Vi invitere jer indenfor på en fremvisning?