Villaen her på Hørkærs Ager 46 er opført i 2007 og byder velkommen til en på alle måder flot og imødekommende bolig på 174 kvadratmeter, hvor det hele er indrettet omhyggeligt og bevidst, både indenfor og udenfor.
Boligen indeholder fire værelser fordelt på en voksensektion med soveværelse og badeværelse og en børnesektion med to værelser og bad imellem. Det fjerde værelse er stort nok til et tredje barn, og ellers er det perfekt som jeres hjemmekontor. Foran dette værelse er der et ekstra stueareal, som kan være børnenes opholdsrum en smule adskilt fra den øvrige opholdssektion med køkkenalrum og stue.
Køkkenet er fra Designa, og I vil bemærke bordpladen af kostbart sort marmor, hvilket medvirker til at løfte stilen en ekstra tand. I køkkenet er der desuden en indbygget espressomaskine og hvidevarer, der er installeret inden for de seneste fem år. I får desuden et praktisk bryggers med ekstra ind- og udgang.
Fra stuen er der udgang til haven, som er yderst velanlagt med mange skønne opholdsområder, lige fra terrassen med drivhus og højbede til hyggekrogen med bålplads og naturligvis den store terrasse, der er omkranset af en halvmur. Også plæne og beplantning står snorlige med den oplevelse af visuel ro og harmoni, som det medfører.
Kvarteret er roligt, opvokset og børnevenligt med blandt andet legeplads og boldbaner, ligesom det giver tryghed med et godt og udbygget stisystem til dagligdagens faciliteter, ligesom I kan følge stierne hele vejen til centrum. Det tager cirka ti minutter at gå til Vestermarksskolen, og Børnehuset Solstrålen er endnu tættere på. Derudover er der nem adgang til naturoplevelser i Stampmølledalen, og på cykel når I hurtigt til butikkerne, letbanen mod Aarhus og sportsfaciliteterne i Spektrum. Det er ligeledes uhyre nemt at hoppe på bussen til Aarhus, da den har stoppested tæt på Hørkærs Ager.