Både hus, have og beliggenhed er som skræddersyet til børnefamilien. Vi inviterer nemlig på en fremvisning af en moderne etplansvilla, som er lige til at flytte ind i, og en nem have, som er fuld af sol – alt sammen placeret i de trygge rammer af et lukket vænge i Munkdrup.
Murstensvillaen er fra 2020, og der er passet godt på den siden, så alt fremstår velholdt. I får 150 m2, der fordeler sig over en optimal planløsning, og huset er desuden udstyret med alt i moderne komfort; her er naturligvis gennemgående gulvvarme, men også ventilationsanlæg, centralstøvsuger og Troldtekt-lofter for den gode akustik.
Fra carporten kan I træde tørskoede ind i entréen, som giver jer en smagsprøve på et lyst og venligt hjem indrettet med pæne materialer. Husets ene ende er dedikeret til en oplagt børneafdeling med bl.a. tre regulære værelser, et badeværelse og et bryggers. Dertil kommer forældrenes afdeling med walk-in og eget bad, og til slut bindes hjemmet sammen af det åbne opholdsrum, der forener stue, køkken og alrum. Her kan I glæde jer over alt fra viktualierummet til terrassedørene, der skaber en flydende overgang til sol på terrassen.
Endnu et stort plus er de gode opbevaringsmuligheder både på loftet og i de to isolerede udhuse, hvoraf det ene, som ligger i forbindelse med haven, er fra 2025. Samme år blev der etableret læhegn mellem carport og terrasse, så I kan sidde dejligt ugeneret i rammerne af den sydvestvendte fliseterrasse, der også indrammes af hæk. Haven er anlagt med højbede, en stor græsplæne og kvarterets måske flotteste hæk.
Alt det ligger på et lukket vænge med børnefamilier i de fleste nabohuse, så der er mange legekammerater til de små, som får lov at vokse op med de venner, som de får i nabolagets daginstitution. Større børn kan selv cykle i skole via Paderup, som desuden har eget gymnasie. I bliver derudover naboer til skøn natur i Paderup Mose; I har to minutter i bil til Randers Storcenter; og pendleren er hurtigt på E45, der tager jer i begge retninger.