På vej mod Røsnæs, blandt de gode lokalområder Nyrup og Raklev, ligger der en villa, som skiller sig positivt ud fra mængden. Boligen har nemlig gennemgået en totalrenovering i 2022, så den stråler ganske enkelt, for forbedringerne er også foretaget med fokus på kvalitet.
Det var alt fra tag, vinduer og efterisolering til eltavlen og interiør, der stod for tur under renoveringen, og se bare resultatet i opholdsmiljøet. Her troner Aubo-køkkenet i en mørk tone med den eksklusive keramiske bordplade, der kan holde til praktisk talt alt. Bora-kogepladen med integreret emfang og Quookeren bidrager yderligere til at gøre madlavningen lidt sjovere. Det samme gælder lågerne til køleskabet og fryseren, som kan åbnes med en simpel berøring.
Det store ovenlysvindue skaber en lys og elegant markering af overgangen mellem køkken og opholdsmiljø. Vinduet er med regnsensor, så det kan trygt stå åbent og sørge for et friskt indeklima i løbet af dagen. Udsigten har vi slet ikke nævnt endnu, men det er bestemt tid, for via de brede vinduer er der et fantastisk kig mod vandet. Glasskydedørene til terrassen udvisker grænsen mellem ude og inde.
Stueplanet fuldendes af to værelser, et markant badeværelse og et walk-in-closet. Det andet badeværelse ligger i kælderen sammen med to værelser og et bryggers, hvortil der er indgang. Denne afdeling vil teenagerne elske.
I haven vil I nyde at gå på rov blandt bærbuskene, ligesom I kan glæde jer til at slappe af på terrassen, at lege i legehuset eller kælke på den skrånende grund til vinter. Haven er for alle.
Det samme er området med få hundrede meter til havet og masser af øvrig natur i nærheden. Samtidig kan I cykle til skole, dagtilbud og det rige foreningsliv i hallen, og så er der cirka fire kilometer til centrum af Kalundborg.