Baghave, carport, skur og værksted – ja, dette rækkehus i Folehaven har det hele. Selve boligen er på 123 kvadratmeter, og den står klar til køberen, der ønsker at sætte et personligt præg på sit kommende hjem. Bliver det dig, kan du se frem til et rigtig lovende udgangspunkt, for planløsningen er funktionel med gode, indretningsvenlige rum.
Du erhverver dig en ejendom fra 1978, som fremstår i klassiske gule mursten med pænt, mørkt sadeltag.
Stueplanet indeholder et køkken, en opholdsstue, et gæstetoilet og et bryggers samt en entré og en fordelingsgang. Stuen er stor, og det samme er vinduerne, der giver lys og udsyn til haven. Herfra er der desuden udgang til en overdækket fliseterrasse.
Køkkenet er ligeledes gavmildt på kvadratmeter, så der er fornemme rammer for at etablere et lækkert, nyt køkken – eventuelt med en hyggelig spisekrog.
Bryggerset er et plus på den praktiske konto, og at huset har såvel badeværelse som gæstetoilet hører også til listen af kvaliteter.
Badeværelset udgør en del af den private værelsesafdeling, som er etableret på førstesalen. Ligesom stueplanet byder etagen på en dejlig rumfornemmelse, og fra tagvinduerne er der udsigt til trækroner og himlen. Værelser er der tre af, og det ene er overraskende stort.
Foran huset er der et fliseareal, som enten kan anvendes til parkering eller forvandles til en gårdhave. Baghaven vender perfekt mod sydvest, og den er som sagt anlagt med en overdækket terrasse. For enden af haven findes carporten, værkstedet og skuret, og på denne side af grunden er der tillige indkørsel.
Boligen ligger i et roligt kvarter, der grænser op til Margrethelund Skov. I området er der både offentlig transport og indkøbsmuligheder, og du har under ti minutter på cykel til Svendborg bymidte.