Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det vil kræve en større indsats at renovere denne ejendom; måske endda så meget at det for nogen bedre kan betale sig at tænke i nedrivning og starte forfra med at opføre et nyt hovedhus.
Til gengæld er udbygningerne funktionelle, og der følger masser af jord med til ejendommen, da I kommer til at råde over ikke mindre end 3,7 hektar med alle de spændende muligheder, som det åbner op for i form af husdyrhold, jordbrug, havebrug, frugthaver og meget andet. For jer der drømmer om at skabe det meste fra bunden af egen kraft og har kompetencerne til at få det til at ske, kan dette sted vise sig være det helt rigtige.
Det nuværende boligareal er på 172 kvadratmeter med to badeværelser, to værelser og et meget stort stueareal på over 70 kvadratmeter. Stuen er med åbent køkken, og loftshøjden på over fem meter, hvor den er højest, ligesom der med adgang fra stuen er en sydvendt udestue. Desuden er her et stort disponibelt rum i den anden side af ejendommen. Der er foretaget en delvis renovering, men den er ikke nået i mål, og meget skal gentænkes.
Ejendommen har ud fra flere perspektiver en god beliggenhed. Den ligger således for sig selv, så I kan se frem til at bo i fredelige, rolige og smukke omgivelser. I kan også hurtigt komme ind til Agerskov, som I kun har to kilometer til, hvilket giver nem adgang til mange af hverdagens faciliteter, ligesom det kun tager et kvarters tid at komme på motorvejsnettet, når I skal rundt til andre byer.
Agerskov er en by med godt 2.100 indbyggere og kendetegnet ved sit aktive foreningsliv, ligesom her er både en folkeskole, der går op til sjette klasse, og en friskole, der går helt op til niende klasse. I byen er der en sportshal, og I får mulighed for at benytte svømmehallen på byens efterskole. I kan også foretage jeres dagligvareindkøb i byen.