Midt i smukke parklignende omgivelser, finder I denne moderne gavllejlighed fra 2020, der ikke kræver vedligeholdelse de næste mange år. Ejendommen er omgivet af (frugt-)træer, blomster, stier, fitness- og legepladser - og fra boligen er der et dejligt kig ned til områdets sø.
Når I træder ind ad døren, venter der 119 veludnyttede m2. Vejen ind går gennem en entre’ med god plads til overtøj og sko, som munder ud i boligens hjerte – køkkenet i åben forbindelse med alrum og stue, hvor små og store kan samles og hygge sig, når I er hjemme.
Den østvendte stue har store vinduer på flere sider og udgang til altan, der giver et fantastisk lysindfald og smukt kig ud over området. Har I brug for et ekstra værelse, er der dog også mulighed for at inddrage en del af stuen til det.
Det stilrene HTH-køkken er udstyret med kogende vandhane og masser af skuffeplads - og med køkkenøen i midten, dannes der en naturlig opdeling af rummene.
Modsat stuen ligger alrummet/spisestuen med udgang til endnu en altan, hvor I kan nyde solnedgangen og udsigten ud over områdets tage samt Espelunden.
Lejligheden har to store soveværelser, det ene med et depotrum. Dertil kommer et lækkert badeværelse med god opbevaringsplads, vaskemaskine og tørretumbler samt gulvvarme som i resten af lejligheden.
Og med elevatoren lige udenfor hoveddøren, kører I direkte ned til en privat P-plads i kælderen, som kan tilkøbes. Her er også mulighed for at opsætte lader til bilen.
I irmabyen kan I glæde jer over at bo i et trygt lokalsamfund med supermarkeder, spisesteder og ølbar.
Skal der shoppes igennem ligger Rødovre Centrums kæmpeudvalg af butikker, spisesteder og biograf ligeledes tæt på. Sidst, men ikke mindst er der masser af sportsmuligheder i nabolaget, Vestvoldens grønne stier og nem transport i form af offentlig trafik og de store indfaldsveje i kort afstand.