Kun syv kilometer fra Skanderborg finder I denne skønne landejendom, som er opdateret med sikker hånd og fremstår som lidt af et fund. Det betyder kort sagt, at I får moderne komfort og tidløse materialer iblandet uspoleret charme anno 1922. Mere end almindeligt god plads kan I også se frem til, for stuehusets 175 m2 har selskab af hele 235 m2 fordelt på tre udhuse. Disse er ligeledes opdaterede, så pladsen er anvendelig til mange formål, mens en stor, skøn have også bidrager positivt til helheden.
Ejendommen ligger lige over for Veng Skole og Børnehus, så selvom omgivelserne er landlige, får I bedre faciliteter end de fleste adresser i byen. Alligevel er det områdets imponerende naturoplevelser, der sætter stedet i scene. Som genbo har I skovområderne, der grænser op til Ravnsø, så for friluftselskende familier bliver det svært at finde en bedre beliggenhed. Og med en grund på 1,8 hektar er der naturligvis gode muligheder for at nyde udelivet på egen matrikel – eventuelt bare på én af de skønne terrasser.
Det klassiske udtryk fornægter sig ikke i ejendommen. Stuehuset ligger sammen med to murede udhuse ved en grusbelagt gårdsplads, hvor smukke, gamle træer sætter stemningen. Der er port i begge udhuse ved gårdspladsen, og generelt fremstår de i en stand, der gør dem yderst anvendelige til mange kreative formål.
Det ændrer dog ikke på, at man har gjort mest ud af stuehuset. Pladsen fordeles over stueplan og første sal, og en fin fordeling af værelser og opholdsrum på begge etager garanterer, at hele boligen kommer i spil. I alt får I fem gode værelser samt to flotte badeværelser, og på første sal finder I dertil en møblerbar repos i den attraktive krog ved kvisten, hvor de blotlagte bjælker klæder den hyggelige, lyse stemning.
I stueplan får opholdsrummene lov til at folde sig ud med manér. I får to skønne stuer en suite, og disse ledsages af et lækkert og rummeligt spisekøkken med stilsikre elementer i smuk egetræ. De toppes af en elegant, mørk bordplade, og man har tænkt over gennemførte detaljer som integreret emhætte i kogepladen, så intet spolerer pladsfornemmelsen. Et stort bryggers afrunder den fremragende planløsning.
Ejendommen er naturligvis fuldkommen indflytningsklar – kontakt os for at høre meget mere ved en fremvisning.