Dejlig stor 4V’er. Så er der godt nyt til jer, der leder efter lejlighed i Aalborg! Hvad end I er en mindre børnefamilie, et par med drømme om mere plads eller et par venner, der gerne vil dele adresse, vil I se muligheder og glæde i denne store fireværelses lejlighed i Vejgaard.
Mellem byen og det grønne.
Her mellem universitetet og centrum får I hjemme i en lomme af lukkede veje og grønne fornemmelser, men uden at skulle gå på kompromis med bylivet. Er I til lokal fodbold, kan I se frem til at have Vejgaard Boldspilklubs baner lige på den anden side af vejen; et kvarters gang fra adressen åbner Brillesøen og Golfparkens frodige arealer sig op; og så går bussen direkte til dér, hvor kultur- og handelslivet for alvor folder sig ud i centrum. Og skole, daginstitution og indkøb spørger I? Jo, det kan I lokalisere inden for en enkelt kilometer.
Sol og udsigt.
Udsigt, sol og afslappende stunder byder sig til oppe på tredje sal, hvor en møblérbar altan hægter sig på jeres 96 kvadratmeter store hjem. Den orienterer sig helt ideelt mod syd, så solens stråler fanger jer det meste af dagen, mens I kan kigge så langt som til skov og vand. Lyder det ikke bare dejligt?
Som et ekstra plus i lejlighedens allerede fyldte bog, hører der egen garage med til, så parkering skal I ikke bekymre jer om.
Skal I mon sætte jeres eget præg?
Lejlighedens mange, gode kvadratmeter fordeler sig helt klassisk omkring gangen, der er pæn og nydelig, med lyse gulve, godt med skabsplads og milde farver. Lejlighedens stand er i det hele taget fin, men har I lyst til eksempelvis at udskifte køkkenet og opdatere badeværelset, er der også råd for det.
Førstnævnte er rummeligt og giver endda plads til en lille spisekrog under vinduet, mens det flisebeklædte badeværelse er indrettet med integreret badekar. Dertil kommer en dejlig lys stue, hvor vinduesvæggen slører grænsen mellem her og altanens solrige rum – og så afsluttes det hele af tre gode værelser.