Når man bor fredeligt og naturskønt på en lille, lukket vej blot fem minutters gang fra Lillebælt med strand og badebro - så er man godt begyndt! Sådan er det her på Vejrmosegårds Alle 45 midt i dejlige Snoghøj, hvor denne 169 m2 og meget velholdte villa, nu er til salg. Til huset hører en fantastisk grund på hele 2.051 m2 med flot, varieret beplantning og en stor plæne, hvor børn kan lege frit - velkommen til!
Ejendommen er fra 1972, men har det meste af tiden været i nuværende ejeres varetægt, som har boet der siden 1976. Ejendommen er samvittighedsfuldt vedligeholdt gennem årene og man har været flot om husets originale stil og udtryk.
Dét fornemmer I, fra I træder indenfor i entréen, som er belagt flotte grønlandske klinker. Herfra følger fordelingsgangen, der ligesom alle værelser og opholdsrum er belagt med husets smukke, originale parketgulv. Den ene længe er indrettet med tre fine og lyse soveværelser, et rummeligt flisebadeværelse med badekar samt et gæstetoilet.
I den anden del af huset venter de fælles opholdsrum. Den næsten 50 m2 store stue er et lyst og indbydende rum med rigelig plads til familiens aktiviteter. Her er også skydedøre ud til terrassen og forbindelse til køkkenet i modsatte side. Her får I et ægte og særdeles velholdt uno form-køkken. Det er næsten svært at tro, at det er tæt på 40 år gammelt, for det står virkelig flot og fungerer upåklageligt. Herfra følger et bryggers samt en baggang, hvorfra der er adgang til husets fjerde soveværelse med egen udgang til haven. Velsagtens husets forældreafdeling!
Haven skaber en flot ramme om huset. Det er en velanlagt og meget velpasset have med god balance mellem terrasser, træer og bede og en langstrakt plæne, der giver familien frirum. Herfra er der endvidere kig til Lillebæltsbroen. Endelig hører der også en carport med til ejendommen.
I får desuden brugsret til både en badebro samt et stort fællesareal, der ligger ned til vandet med boldbane og flere arrangementer året igennem, der arrangeres af grundejerforeningen.
Ring og bestil en fremvisning i dag!