Det kan være solisten, parret eller den lille familie, der nu finder hjem i rammerne af denne dejlige lejlighed, der ligger få skridt fra Vigerslevparkens grønne omgivelser. Her overtager I en høj stuelejlighed, der er både lys, velholdt og hyggelig – og den folder sig ud med 72 af de mest veludnyttede m2.
Lejligheden placerer sig i en klassisk rødstensejendom fra 1947, og den ligger i en høj stueetage med fin afstand til gadeplan; I har samtidig kun få trappetrin til hoveddøren, hvilket er et stort plus, når man vender hjem med tunge indkøbsposer eller et barn på armen. Dertil er der kort vej ned i den fælles have, som inviterer på dejlige soltimer og en masse grønt til øjet. Her er både legeplads, tørrestativer, farverige blomsterbede, hyggekroge, havepavillon og dermed perfekte betingelser for et herligt udeliv.
De gode oplevelser fortsætter oppe i lejligheden. Turen starter i en fin fordelingsentré med videre afsæt til de fleste rum; heriblandt et flisebadeværelse med separat brus og et hyggeligt køkken, som byder på alt fra en opvaskemaskine til en lille spisekrog med plads til et par barstole. Derudover får I en rummelig stue med fransk altan samt to værelser og et gennemgangsværelse, der kan forvandles til hjemmekontor, krearum eller noget helt tredje.
Til slut kan I glæde jer over beliggenheden, som giver jer nem adgang til både bylivet, hverdagen og grønne åndehuller. Lige ude på Vigerslevvej kan I handle og hente takeaway, og I har mange gode indkøbsmuligheder i en radius af bare en enkelt kilometer. I kan også krydse lige over gaden mod den lange grønne kile i Vigerslevparken, som desuden leder jer den korte vej mod Valbyparken og den fine badestrand. Derudover kan I cykle rundt til bl.a. Valbys centrum, Vesterbro, Frederiksberg og Indre By, eller I kan cykle under ti minutter til København Syd, parkere den tohjulede og lade enten metroen eller S-toget tage jer videre ud i byen.